En mytisk ondskab har gjort sit indtog i Aalborg i form af de tre Heathers fra Heathers: The Musical, den nye satsning fra Musicaliber Aalborg.
Foreningen har eksisteret siden 1997 og i 1998 kom den første forestilling, ”Atlantis”.

Siden hen har forening været vært for en årlig forestilling rundt om på de lokale scener i Aalborg.

Foreningen arbejder bl.a. med at opsætte musicals på højt niveau med amatører som de centrale aktører.

I Musicaliber er vi ikke bange for at rykke på grænserne og udfordre det nordjyske teaterpublikums forventninger. Foreningen er åben for alle, der har lyst til at prøve kræfter med musicals – enten på scenen, i orkesteret eller bag kulisserne.

Da vi har optagelsesprøve til alle vores musicalopsætninger, har vi i dag en medlemsskare med et højt niveau – et niveau som vi er meget stolte af. Flere af vores tidligere medlemmer har bl.a. fået plads på de professionelle scener rundt om i landet.

 

I 2018 har vi Danmarkspremiere på forestillingen ”Heathers: The Musical” – en musical baseret på en 80’er kultfilm som blev adapteret til scenen af Laurence O’Keefe, som blandt andet har skrevet musikken til Legally Blonde, og Kevin Murphy.

Stykket er en sort komedie som blander problemstillinger fra andre high-school film som fx ”The Breakfast Club” med en god dose humor og nogle makabre twists. Veronica skal til at starte i 3.g og er træt af at være outsideren på skolen men der er større magter på spil. Skolen er styret med hård hånd af Heather Chandler og hendes to slyngveninder Heather Duke og Heather McNamara.

Lidt held får hende dog ind i folden men tvinger hende til at tage afstand til hendes barndomsveninde, den lettere buttede Martha. Det eskalerer ved en husfest hvor Veronica siger fra og kan se sin fremtid forsvinde for øjnene af hende, en ”Dead Girl Walking”.

Hun opsøger den flotte, mystiske J.D, som er ny på skolen og de to indleder et forhold. Veronica fortryder og vender tilbage til den ”mytiske bitch” Heather Chandler for at råde bod, men ved et uheld kommer Veronica til at forgifte Heather og så begynder problemerne først.

Forestillingen er en undersøgelse af de problemer som unge møder på high-school på en daglig basis, men som J.D siger, så er skolen repræsentativ for hele verdenen og følelserne går dybere end bare en smule sladder i hjørnet. Temaer som selvmord bliver behandlet igennem Heathers dødsfald som Veronica og J.D får til at ligne et selvmord og derigennem kommer en masse sandheder frem i lyset og facaden begynder at krakelere.

Igennem sjov dialog udfolder der sig en historie som til tider bliver helt grotesk men samtidig har en utroligt rammende nærhed og en nerve som efterlader publikum på kanten af sæderne. Samtidig er musikken et perfekt udstillingsvindue for det fantastiske musiske talent vi har i Aalborg, med en blanding af søde ballader og stærke rock-sange som har en smule 80’er flair men stadig føles moderne. En fejring af den stærke kvinde er på vej til Aalborg, så ”Honey, what are you waiting for? Welcome to my Candy Store”.

 

Til at sørge for at alt går planmæssigt har Musicaliber indkaldt et hold af dygtige kreative ledere, styret af instruktør Dorthe Hansen Carlsen.

 

Dorthe er uddannet skuespiller fra Aarhus og en veteran på scenen, med et langt CV fra Aarhus Teater før hun gik freelance for en håndfuld år siden. Siden har hun medvirket i flere forestillinger og har også haft flere instruktionsroller, senest på Vilhelmsborg Festspil i Dolly Parton-musicallen 9-5. Det er Dorthes første gang i Musicaliber og med sådan en power-kvinde musical skal der også en power-kvinde til at instruere! Du kan læse mere om Dorthe på www.hansencarlsen.dk